COVID-19 Når statsministeren indkalder

Af: Hverdagsnyt.dk

Hverdagsnyt var med ved det seneste pressemøde i Statsministeriet. Det var første besøg i det fornemste ministerie for deres udsendte, men formentlig ikke det sidste.

Det er altid med kort varsel Statsministeriet inviterer til pressemøde om COVID-19 situationen. Der er vist ingen der nogensinde har spurgt hvorfor det skal være sådan. Ind i mellem skal man melde sig til pressemøderne, men pressemødet tirsdag den 12. maj var ikke et af dem. Her kunne alle komme ind, hvis blot man havde et pressekort. Et sådan er deres udsendte fra netmediet Hverdagsnyt i besiddelse af.

Mailen dumpede ind i indbakken kl. 8.31. Pressemødet i Spejlsalen er kl. 10.00. De andre journalister, som færdes scenevant i og omkring Christiansborg har jo nok deres kilder i ministeriet, der sørger for at give et pip så snart det er kendt internt at statsministeren har noget at sige. Os andre dødelige må skarpt holde øje med indbakken.
Måske er der også en som sender en SMS til Henrik Qvortrup.

Nu skulle det være. Mest for at opleve hvordan det foregår i disse COVID-19 tider. Der er adgang til ministeriet fra kl. 9.30, står der i den kortfattede indkaldelse. Jeg svinger bilen ind ad Slotsholmsgade lidt før halv og forventer egentlig der er flere parkeringspladser langs Justitsministeriet. Det er der også, men de er alle sammen optaget. Heldigvis fik jeg den sidste. Jeg har en jakke liggende i bilen så jeg kan være lidt anstændig til selve mødet, selvom journalister er lige så forskelligt klædt som alle andre i samfundet. Jeg tror det lykkedes mig at virke lidt lurvet klædt.

Finder Prins Jørgens gård og går ned i bunden hvor indgangen til Statsministeriet er. Jeg kan se en forblæst mand dreje om hjørnet af Højesteret og gå mod samme dør. Han når døren et par sekunder før mig og går direkte hen til en lille elevator. Den er vel næppe større end 1½ x 1½ meter, men jeg går med ind uden at tænke på, at der vist ikke ar plads til to i disse Corona tider.
Han trykker på fjerde sal, og vi når at snakke lidt om det kolde majvejr, mens vi kører op.
Først da går det op for mig det er Kåre Mølbak jeg kører op med.

I elevator med Mølbak
Oppe på etagen styrer Mølbak gæstevant mod indgangen som bliver åbnet af en kontorbetjent, der sidder i et lille aflukke med ruder rundt om. Ellers intet umiddelbart i det lille bur. Det virker meget upersonligt. Han kunne lige så godt sælge biografbilletter, men nu er hans job at åbne – eller ikke åbne – en glasdør for besøgende til statsministeriet på fjerde sal.
Mølbak er huskendt. Det er jeg ikke, men jeg går bare med ind i slipstrømmen. Her bliver Mølbak taget imod af dem som kender ham og takker ham for at han finder tid til at komme igen. Mere hører jeg ikke da de forsvinder ned ad gangen. Formentlig mod Spejlsalen.

Mig er der ingen der kender. Jeg bliver spurgt af en lidt fraværende medarbejder om hvad jeg vil, mens han ser ned i mobiltelefonen. Jeg siger jeg er presse og gerne vil til pressemødet. Endnu har ingen set mit pressekort jeg bærer synligt om halsen, som der står man skal i presseindkaldelsen. Ikke engang af ham der lige så godt kunne sælge biografbilletter.
Jeg blev henvist tilbage til receptionen, så vil jeg blive afhentet af en kontorbetjent. Der er en sofa i rummet og jeg sætter mig. Klokken er nu blevet tyve minutter i ti. Jeg er det rette sted, men ikke i det rette kontor.
En slank kontorbetjent med bukser uden bælte, kommer og ser lidt forvirret ind i receptionen og går lidt rundt, før han spørger om det er mig som er presse. Det måtte jeg jo erkende.
Vi går nu sammen ned til 3. sal, hvor de øvrige gentlemen of the press er samlet. Det er kantine, hvor der er kaffe, en afryddervogn, et TV på væggen, hvor der er sat fem af de velkendte pulte op, hvor Statsministeren og hendes ministre og embedsmænd skal holde pressemødet.
På afryddervognen står der en tallerken fra Den Kongelige Porcelænsfabrik. Den virker lidt husvild.


Fakta ark er udleveret og bliver læst igennem af journalisterne.

Langs væggen er der nogle sylteglas med noget udefinerbart. Det interesserer mig ikke rigtigt. Det virker lidt sterilt.
Jeg ser en kaffemaskine, griber en kop og trykker. Først bagefter ser jeg skiltet med at jeg bedes afspritte før jeg rører ved kaffemaskinen. Bevares. Skal man ikke tage COVID-19 seriøst i Statsministeriet, hvor så?

Mens vi venter
Vi var ikke ti i kantinen da jeg entreerede, men det blev vi hurtigt og pressekoordinatoren må sørge for vi ikke er for mange.
De øvrige journalister skæver lidt til mig. Det er med det udtryk ”Hvem er han” agtigt, men ingen vil spørge om mit navn. Man holder i øvrigt pænt afstand til hinanden, men de er ikke fremmede for hinanden for man sidder lidt og snakker sammen, hvis man ikke som Qvortrup lige skal tage en vigtig samtale med nogen på ”bladet”, som gør at han fylder det meste af rummet. Det rager ham vist langsomt.
Han slutter af med at sige at ”vi ses på bladet bagefter”.

Jeg sætter mig ved døren og drikker min kaffe. Jeg vil da ikke falde udenfor og tager min telefon op og melder min ankomst i Statsministeriet på Facebook og spørger om der er nogen der har nogle spørgsmål jeg skal stille. Lidt efter – ca. otte minutter før pressemødet starter – kommer der en kontorbetjent med fem plastic chateques, som indeholder faktaark om hvad pressemødet kommer til at handle om.
De bliver lagt foran mig, som den første indenfor døren, og jeg tager straks fra. Igen uden at spritte, men nu er jeg lidt mere ligeglad. Jeg giver dem videre til den næste, som skynder sig at hente spritten for at sikre at sig ikke at blive smittet. Man skal tage et ark fra hver chateque.

Det gælder om at læse hurtigt her. Der skal oprettes en ny styrelse, der skal være smittesporing og noget med en ny smittestrategi. Der bliver stille i lokalet, mens der læses. Jeg tager nogle billeder af arkene og lægge på Facebook. Jeg har forberedt nogle spørgsmål, men det er vigtigt at spørgsmålene passer ind i den kontekst det handler om i dag.

Pressekoordinatoren, som er gravid, henstiller til at vi kun stiller et spørgsmål og måske et opfølgende spørgsmål da vi er mange og tiden er knap.

Pludselig er det virkelig tid, og på skærmen kan vi se Statsministeren komme ind i Spejlsalen med de øvrige ministre og embedsmænd. Stilhenden sænker sig og alles øjne er nu rettet mod skærmen.
Der er endnu ingen der har spurgt om de måtte se mit pressekort. Jeg har ikke engang set en fra security. De må dog være der i det skjulte.
Jeg tror nu også jeg ser ud som enhver anden journalist.

Statsministeren indleder og taler om den nye styrelse der skal sikre at beredskabet kan være i orden når/hvis det nogensinde sker igen at vi får en pandemi i landet. Spørgsmålene myldrer allerede nu frem og jeg skriver nogle punkter ned i min notesblok. Alligevel beslutter jeg mig for et af de spørgsmål som venner på Facebook byder ind med. Det er det mest rigtige og passer find ind i kontekst, og i øvrigt Hverdagsnyts politiske frie linje.

Hvem er han
Præsentationen af stoffer fra Statsministeren med følge afsluttes og der åbnes nu op for at stille spørgsmål. Det vist en uskreven regel at man skal starte med DR, hvor det er Christine Cordsen der er velkendt af Statsministeren. Hun stiller sine spørgsmål og kommer tilbage til kantinen hvorefter en anden journalist kommer på. "Hun er virkelig ikke særlig stor" når jeg at tænke da jeg ser hende. Hun ser også mig, og jeg kan se på hendes ansigt, at hun tænker ”hvem er han?”.
Jeg ser ikke med på skærmen mere. Jeg ser mere på de øvrige journalister som også er lidt fraværende og mere ser ned i mobiltelefonen end lytter med.

En kontorbetjent, som jeg ikke har set før, kommer ind efter 25 minutter og gestikulerer med en hånd i vejret, at der er plads til en mere, der kan stille spørgsmål. Jeg rækker instinktivt hånden op og han nikker mod mig. Jeg glæder mig over jeg satte mig ved døren. Jeg kikker ikke på de andre, men følger blot med ham til rummet hvor spørgsmålene skal stilles af pressen til panelet.
Jeg bliver placeret på vente stolen udenfor selve rummet da alle stole i rummet er besat at øvrige journalister. Den gravide koordinator, der hedder Karen, kontakter mig som den første, under hele mit besøg i Statsministeriet, og spørger hvor jeg kommer fra. Jeg har en uges tid forinden sendt hende en mail da jeg ikke så indkaldelse til pressemødet på Marienborg, og det kommer hun i tanke om da jeg siger mit navn, for hun har ikke svaret mig.
Det gør hun så nu og siger at der ikke var indkaldt til pressemøde da det var en pressebriefing. En da skal jeg have undersøgt hvad forskellen er på en pressebriefing og et pressemøde. Anyway – min tanker var andre steder lige nu.
Om lidt skal jeg være skarp og stille mine spørgsmål til panelet.
Jeg er klar.

Stoleleg
Jeg kommer nu også ind i rummet, hvor stolene er placeret med mindst en meter mellem hinanden. Når der er en der rejser sig for at stille spørgsmål til kameraet rykker de øvrige sig en tand. På den måde går det som det skal. Jeg sidder efter Qvortrup, som konstant ser i sin mobiltelefon. Han er klar, og rutineret. Det er jeg også. Nu skal jeg bare til. Vi rykker og rykker og pludselig er det Qvortrup og bagefter er det mig. Han stiller sine spørgsmål. Det var et. Det var to – det er ikke et opfølgende spørgsmål og så er det han er fræk som en slagterhund og siger ”til allersidst vil jeg lige spørge”. Ganske ukollegialt.
Det er vel derfor han arbejde for Ekstra Bladet.


Sådan er spørgerummet hvor vi stiller spørgsmål efter tur.

Han bliver færdig og går væk fra den lille firkant i gulvet der er afmærket med tape hvor man skal stå og der er også angivet med et stykke papir ved kameraet hvor man skal kikke hen. Så er det mig.
Tre sekunder før jeg skal stille spørgsmålet kommer koordinatoren og viser med en udstrakt hånd og fingre, at der kun er fem minutter tilbage af hele pressemødet. Cool, jeg når at komme til, men i respekt for den næste beslutter jeg mig for kun at stille mit ene spørgsmål. Det er også kort og koncist.
Det er statsministeren der svarer på Qvortrups spørgsmål. Hun bliver færdig og siger ”værsgo”. Det er mit startsignal.


Deres udsendte stiller sit spørgsmål. Husk at kikke i kameraet næste gang og ikke på skærmen. Nok en meget menneskelig reaktion.

Jeg kikker ikke ind i kameraet, men ind i det TV hvor panelet står. Jeg tror kun det er Kåre Mølbak der forstår spørgsmålet, for de kikker alle på ham. Det gør han så heller ikke for han fik ikke fat i det sidste del af spørgsmålet. Jeg gentog det og nu svarer han.
Borgernes DNA bliver ikke gemt i det nationale Genom register når de bliver testet for COVID-19. Ganske vigtigt at borgernes egne data ikke bliver gemt og kan misbruges af myndighederne. Nu er det bekræftet og internettet glemmer som bekendt aldrig, skulle det vise sig alligevel.
Jeg går tilbage mod kantinen. Ganske tilfreds med mig selv, men bander også over Qvortrup. Han rager til sig som han vist også gjorde da han var redaktør for Se & Hør. Uden respekt for andres tid, ja og liv i øvrigt.

Hvem er han
Jeg havde ikke taget mine fakta ark med da jeg gik ind i spørgerummet, og ville lige have dem med ud igen. En journalist kikkede anerkendende på mig da jeg kom ind, og sagde, han var nødt til lige at google hvad genomregistret var. Et par andre hoveder kikkede også på mig i den korte tid jeg var der. Spørgsmålet i deres ansigter var denne gang ikke blot ”Hvem er han”, men denne gang med tryk på er.

Min mission er nu færdig i statsministeriet. Nu ville jeg sådan set bare ud igen. Jeg gik ud på gangen og spurgt en kontorbetjent hvordan jeg kom ud, han henviste til fjerde etage og så bare ud derfra. Op ad trappen og så jeg valgte denne gang at tage trappen ned.
Jeg trykkede mig ud og der var igen placeret håndsprit ved knappen så man kunne spritte endelig af efter besøget. Udenfor er det stadig koldt og lidt blæsende af en maj dag at være.
Næste gang der indkaldes til pressemøde fra Statsministeriet, vil jeg også være der. Der vil jeg forsøge at stille mine spørgsmål umiddelbart før Qvortrup. Jeg vil have en skjorte på hvor mit medies navn er trykt på kraven.

Jeg vil også have tre spørgsmål forberedt. Jeg vil formentlig være lige så ligeglad som Qvortrup.
Det kan også være jeg skal anlægge et hipsterskæg.