NYHEDER 8. MAJ 2026 KL. 23:19

Voldssagen fra Borup Anklagemyndigheden tilfreds med dommen

Af: Rolf Larsen

Domsmandsretten i Retten i Roskilde Retssal 2, afsagde fredag dom i sagen fra Borup hvor et ungt kærestepar, hvor kvinden var gravid, blev udsat for organiseret vold og røveri i Borup Centeret.
Anklager i sagen var Katrine Markøw fra Midt- og Vestsjællands Politi, og hun var helt tilfreds med dommen.

Anklagemyndigheden tilfreds med dommen
Det var lige her ved Borup Centeret at det grove overfald og røveri fandt sted.


En enig domsmandsret valgte at følge anklagemyndighedens argumentation om ubetinget fængsel i 1 år til de to nu 19-årige gerningsmænd, mens den sidste anklagede på 20, fik en dom på 1½ år, da han også blev straffet for salg af euforiserende stoffer.

Hverdagsnyt.dk fik et kort interview med anklager Katrine Markøw fra Midt- og Vestsjællands Politi.

- Anklagemyndigheden kan vel ikke være utilfreds med, at der bliver dømt efter din argumentation?

- Nej, man kan sige, at jeg er meget tilfreds med dommen. Det er jo et helt utroligt groft overfald, som så udvikler sig til røveri, og jeg har hele tiden sagt under sagen, at der har været en række skærpende omstændigheder. Blandt andet at de fleste af gerningsmændene været maskerede, og også at det var et planlagt overfald. Det kan man se, retten været enig i, og det udmåles også i straffen, så jeg kan kun være meget tilfreds, udtaler Katrine Markøw udenfor retsbygningen i Roskilde.

Straffen er højere end man eller ser i lignende forhold
- Hvad er årsagen til, at du ikke gik efter hårdere straffe?
- Jeg mener, at jeg har kigget på den retspraksis, der er på området, og som også man kunne se i det jeg henviste til, så ligger den straf, retten er nået frem til, en del højere end det man ellers ser i de her røveriforhold.
Så man har faktisk allerede givet den et nøk op i forhold til øvrig praksis på området.

- Er du overrasket over sagen bliver anket af alle tre?
- Nej, det er jo en ret de tiltalte de har, og jeg synes, det er fint, at sagen får et nyt blik i landsretten, siger Katrine Markøw.

- Vil anklagemyndigheden kontraanke med henblik på skærpelse af straffene?
- Det er ikke min beslutning. Dels skal jeg hjem og kigge på dommen, når den bliver skrevet, og så er det statsadvokaten, der træffer afgørelse om det, slutter Katrine Markøw.

Det er uvist hvornår sagen kommer for Østre Landsret, men praksis er der kan gå mellem 1 og 2 år.

De to øvrige gerningsmænd er endnu ikke fundet.

De dømte unge mænd er alle på fri fod til sagen skal for Østre Landsret.



SENESTE NYT

NYHEDER 6. MAJ 2026 KL. 16:45
Kæresteparret stadig ramt
DEBAT 21. APR 2026 KL. 19:09
Stem eller gå hjem
NYHEDER 27. JAN 2026 KL. 22:06
Barbieshop i Kulturhuset
NYHEDER 14. JAN 2026 KL. 18:37
Et kapitel er læst
DEBAT 7. JAN 2026 KL. 19:28
Er du en god forælder?

Flere nyheder