NYHEDER 9. MAJ 2026 KL. 23:23

Fernisering i Kulturhuset Lise Malinovskys malerier udstilles fra søndag

Af: Rolf Larsen

Det er en ganske spændende kunstner Skovbo Kunstforening har fernisering for søndag den 10. maj i Kulturhuset. Det er maleren Lise Malinovsky som dels maler med mange farver og dels er hendes motiver af dyr og nogle er også erotiske. Kunstneren er selv til stede ved ferniseringen.

Lise Malinovskys malerier udstilles fra søndag
Dette er et selvportræt af Lise Malinovsky. Foto er af kunstneren selv.


Der gives gas med farverne når Lise Malinovsky udstiller i Kulturhuset de næste uger. Søndag den 10. maj er der fernisering

En farveeksplosion i ekspressionismens ånd
Lise Malinovskys malerier er kendetegnet ved kraftfulde farveeksplosioner, spontane og brede penselstrøg og en intuitiv tilgang til det figurative maleri. Hun arbejder ofte i serier, hvor klassiske motiver møder en moderne, ekspressiv billedverden.

Hendes farvemættede stil afslører en dyb tilknytning til Spanien, som hun selv beskriver som sit andet hjemland. Inspirationen spænder vidt – fra barokkens drama til fauvismens (Fauvismen er en kortvarig, men banebrydende fransk malerstil fra starten af det 20 århundrede, kendetegnet ved eksplosive, rene farver, dristige penselstrøg og stærkt forenklede former) vilde farver – og hendes særlige fascination af spansk kunst og kultur er tydelig i både udtryk og temperament. Det er netop denne stærke forankring, der driver hende til fortsat at udfordre og udvikle det ekspressive maleri.

Selv efter mange år på kunstscenen er hun fortsat en aktiv og nysgerrig skaber, der eksperimenterer med nye måder at kombinere farve, form og fortælling.

Et typisk Lise Malinovsky maleri med mange farver. Foto Kunsternen selv.

Om kunstneren
Lise Malinovsky (f. 1957) Uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. Hun har gennem sin karriere haft en lang række solo- og gruppeudstillinger, udført udsmykningsopgaver og modtaget flere priser og hædersbevisninger – herunder Statens Kunstfonds 3 årige arbejdslegat.
Hendes værker indgår i både danske og internationale samlinger.
Malinovsky er desuden medlem af kunstnersammenslutningen Grønningen, en af Danmarks ældste og mest anerkendte kunstnergrupper.

FAKTA
Dato: 10. maj 2026
Tid: Fernisering fra kl. 14.00 til 16.00
Sted: Borup Kulturhus, Borup

Herefter kan udstillingen opleves hver lørdag og søndag kl. 14-16, samt efter aftale frem til og med søndag 14. juni.
Der er ingen entré. Det er blot at møde op og lade sig fange ind af de mange farver.



SENESTE NYT

NYHEDER 6. MAJ 2026 KL. 16:45
Kæresteparret stadig ramt
DEBAT 21. APR 2026 KL. 19:09
Stem eller gå hjem
NYHEDER 27. JAN 2026 KL. 22:06
Barbieshop i Kulturhuset
NYHEDER 14. JAN 2026 KL. 18:37
Et kapitel er læst

Flere nyheder