NYHEDER 14. OKT 2015 KL. 23:27
BORUP KINO Videreudvikling af Borup Kino
Af: Hverdagsnyt.dk
Der er igen anden aktivitet i Borup Kino end "bare" film. Der er også mulighed for at erhverve sig effekter fra den gamle biograf. Der kommer i øvrigt nu lokale reklamefilm i Borup Kino.

Det er nu muligt at købe det gamle Kino skilt som bl.a. har været med i en dansk film.
Søndag d. 25/10 indkalder Borup Kino til stormøde om biografens fremtid i lokalerne på Lindevej.
”På Kinodagen sætter vi endnu en gang fokus på biografsalens renovering, og det er som bekendt en både omfattende og kostbar proces, der handler om langt mere end at kunne holde varmen om vinteren ” fortæller Kinos formand Hanne Würtz.
Kino har besøg af Danmarks førende biografarkitekt Jens Bak fra Århus, som gennem de seneste årtier har haft fingrene i enhver ny- og ombygning af biografsale overalt i landet. Jens Bak har tidligere arbejdet med løsningsmodeller for Borup Kino.
Mødet begynder kl. 16.00, men allerede kl. 14.00 er der loppemarked med diverse effekter fra Kino. Der er alt fra hårde hvidevarer og gamle filmplakater til legemsstore papfigurer af ”Men in Black” og det historiske KINO-skilt, der gennem årtier svingede knirkende på facaden. Kom og vær med, og medbring gerne egne effekter til salg til fordel for Kino!
Der vil denne dag også være Borup-premiere på digitale biografreklamer. Fra og med d. 27/10 vil der være lokale reklamefilm i Borup Kino.
Det sociale samvær og den generelle gemytlighed fortsætter fra kl. ca. 17.00; tovholderne fra Kino´s arbejdsgrupper er tilstede og svarer på allehånde spørgsmål.
Formedelst 100 kr. kan man deltage i fællesspisning med mad leveret af ”Il Gusto Italiano” på Hovedgaden.
Læs mere på Borup Kinos hjemmeside.
Se i øvrigt i kalenderen her i Hverdagsnyt.
