LEDER 22. MAR 2022 KL. 22:27

Hverdagsnyt mener Når man tager munden for fuld

Af: Rolf Larsen

Ved den seneste DI måling i 2021 faldt Køge Kommune ned til plads som nummer 67 af 92 målte kommuner i erhvervsvenlighed. Det er klart at når der så kommer en anden rapport der viser, at virksomheder i Køge Kommune slet ikke klarer sig så dårligt, bliver det modtaget med kyshånd af alle politikere.
Det er dog værd rent faktisk at kaste et blik på rapporten. Det er der ikke mange der har gjort før de udtalte sig i pressemeddelelsen udsendt af Køge Kommune.

Når man tager munden for fuld
En opgørelse fra Iris Group viser at virksomhederne i Køge Kommune klarede sig ganske fint i 2020. Her et billede af Borup Kemi.


Iris Group har ikke foretaget en ”måling” eller som Køge Kommunes kommunikationsafdeling skriver; ”Iris Group tager en gang om året temperaturen på det danske erhvervsliv – og den nyeste måling placerer virksomheder beliggende i Køge Kommune på førsteplads i Region Sjælland, og en flot 8. plads på landsplan.”

Iris Group skriver selv det er en opgørelse og ikke en måling. Det er endda objektive indikatorer og ikke subjektive som i høj grad gør sig gældende i DI’s undersøgelse. Der bliver derfor ikke taget nogen ”temperatur”, men indholdet af rapporten er udelukkende baseret på data fra Danmark Statistik.

Disse data er modelleret, og kategoriseret efter hvilken kommune de hører til. De skriver også selv i forordet til rapporten, at ” (…) hvordan de klarer sig på en række objektive indikatorer for hhv. antal private arbejdspladser, produktivitet, iværksætteri, vækstvirksomheder og eksport.

Det er i høj grad også af relevans, at data er fra 2020 og årene bagud. Det vil sige det første år af Corona nedlukning. På den baggrund er resultatet særdeles flot. Det er dog værd at notere sig at hverken data for 2021, og slet ikke 2022, indgår i rapporten. Det er derfor "tarveligt" at der står 2022 på rapportens forside. Det kan forvirre. Det skal dog blot menes som rapporten er fra 2022.

Hvis man tager den første gruppe; Arbejdspladser, indkomst og produktivitet er det flot at virksomhederne i Køge Kommune kommer ind på en flot 4. plads. Et hop fra nummer 23 som blev resultatet i 2021.

Den anden måling er Iværksætteri og vækstvirksomheder, som viser hvor gode borgerne er til at holde en virksomhed i live 3 år efter den blev etableret. Det er iværksætterne i Køge Kommune blevet bedre til og er hoppet fra en 22. plads til en 16. plads. Det er rigtig flot.

Til gengæld ser det ikke så godt ud i Eksport kategorien. Her er antallet af eksportvirksomheder pr. 1000 indbyggere faldet, og tallet for Køge Kommune er at det falder 11 pladser fra nummer 41 til 52. Det er fortsat en lille smule over landsgennemsnittet, men eksporten har sikkert haft trange kår i Corona året 2020.

Ude på den anden side
I pressemeddelelsen udtaler Direktør Allan Munch fra Connect Køge, at ” (…) Vi har været gennem nogle hårde år med COVID-19, men kan nu med glæde se, at vi i den grad er ude på den anden side”.
Det må jo ses i målingen for 2021. Danmark var mere eller mindre lukket nede i 2020 og 2021, og da data for denne måling er fra 2020 og bagud, er det noget optimistisk at påstå at ”vi er ude på den anden side” allerede.

Venstres "prioritet" virker
En anden som er ude på den helt store klinge er Venstre viceborgmester i Køge Kommune, Folketingskandidat in spe, Ken Kristensen. Den 19. marts kl. 20.10 lægger han et opslag ud hvor han blandt andet skriver:

1. Rigtig glad og stolt over vi er begyndt at præstere på erhvervsmålingerne.
2. Vi har i mange år ikke formået at levere som fortjent – men nu lysner det forude..!
3. Fra Venstres side har området længe haft top prioritet og endelig begynder det, at have effekt.
4. Vores ønske om, at oprette et decideret Erhvervs- og Arbejdsmarkeds udvalg med fokus på erhvervslivets vilkår, herunder styrkelse af sagsbehandlingen, virker.

Han henviser herefter til den pressemeddelelse som kommunen har sendt ud, som jo altså i nogen grad tager munden for fuld, hvis man skal komme Ken Kristensen lidt i møde.

Ken Kristensens opslag fra den 19. marts, hvor han hylder virksomhederne i Køge Kommune. Der er dog ikke udelukkende Venstres fortjeneste.
Ken Kristensens opslag fra den 19. marts, hvor han hylder virksomhederne i Køge Kommune. Der er dog ikke udelukkende Venstres fortjeneste.

Lad os se lidt på hans påstande:
1. Han er rigtig glad for at ”vi” (må være Køge Kommune. Red.) er begyndt at præstere på erhvervsmålingerne. Iris Group har netop ikke lavet en måling. De har lavet en opgørelse. Der er ingen virksomheder i Køge Kommune der er blevet forholdt noget som helst.

2. ”Vi” (må igen tolkes som Køge Kommune. Red.). Her er påstanden, at det er Køge Kommunes erhvervspolitik, der har givet virksomhederne rammerne til at kunne præstere. Det er da ikke usandsynligt det kan have en effekt, men DI’s måling i 2021 viser dog noget helt andet.
Man kan også påstå, at virksomhederne præsterer godt på trods af kommunens førte erhvervspolitik.

3. Som beskrevet er data i rapporten fra 2020 og bagud. Venstre sad i opposition i sidste kommunalbestyrelsesperiode, og man skal virkelig læse mange referater igennem, for at se hvilke initiativer som Venstre har foreslået og ikke mindst blev vedtaget, som kan have effekt på virksomhedernes indtjeningsevne i 2020. Det skal jo være vedtaget i 2018 eller senest i 2019.

4. Denne påstand er jo helt gal. Her påstår Ken Kristensen, at det pr. 1. januar 2022 oprettede Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalg allerede skulle virke. Det har eksisteret i knap 3 måneder, og eksisterede slet ikke tilbage i 2020 hvor disse data er hentet ud. I bedste fald kan dette udvalgs effekt måles i Iris Groups rapport, som udgives i 2025 og årene fremefter.

Hvordan han kan i øvrigt kan drage den konklusion, at Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget allerede skulle have haft en effekt på knap tre måneder, må stå hen i det uvisse. Havde han forestillet sig at erhvervslivet allerede ville kvittere for at der var en formand for udvalget i form af Venstres Mette Wigand Bode og så ligefrem svare "nu går det rigtig godt for os" når de bliver spurgt spurgt i dagene straks efter Nytår? Resten af tiden til udgivelsen af rapporten ville for ethvert seriøst analyseinstitut gå med netop at analysere svarene og skrive dem ned i en rapport.
Det er ikke sådan erhvervslivet agerer. Det er ikke sådan ret mange rationelt agerer.
Redaktionen bekendt er der ingen initiativer offentliggjort endnu fra udvalget.

Mangler strategi
Hvad der til gengæld mangler er en strategi for erhvervsudviklingen i Køge Kommune. Hvilke brancher skal kommunen tiltrække? Skal der være flere produktionsvirksomheder? Hvor skal det næste erhvervsområde placeres?
Det kunne være relevant for det nye udvalg, at tage fat på, og som virkelig mangler i kommunen.

FAKTA
Du kan læse pressemeddelelsen fra Køge Kommune her
Du kan downloade rapporten fra Iris Group her



SENESTE NYT

NYHEDER 11. APR 2024 KL. 19:31
Skovbo Kunst på tour
NYHEDER 7. APR 2024 KL. 21:23
Nyt skilt på Hovedgaden
NYHEDER 4. APR 2024 KL. 06:51
Der er noget om snakken
NYHEDER 25. MAR 2024 KL. 18:09
DF har valgt spidskandidat
NYHEDER 16. MAR 2024 KL. 08:35
Tilbud for gigtramte
NYHEDER 10. FEB 2024 KL. 11:54
Mere jazz i kulturhuset

Flere nyheder