NYHEDER 19. DEC 2018 KL. 12:52

Borup Nytårskoncert i Multihallen

Af: Hverdagsnyt.dk

Copenhagen Phil skyder det nye år i gang med et brag af en nytårskoncert, når symfoniorkestret den 15. januar 2019 igen gæster Borup Idræts- og Kulturcenter, nærmere bestemt Multihallen.
Denne gang med én af landets bedste sopraner, Signe Asmussen, samt crooneren Bobo Moreno.

Nytårskoncert i Multihallen
Signe Asmussen og Bobo Moreno er solister ved Nytårskoncerten.


Jul og Nytår hører lidt sammen, og allerede nu før Jul kan du glæde dig til en stor begivenhed som finder sted i Borup.
Den 15. januar gæster de 75 klassiske musikere i Copenhagen Phil Borup, og fejrer nytåret på festligste vis, når de traditionen tro turnerer rundt på Sjælland for at ønske godt nytår.
Denne gang med Signe Asmussen og Bobo Moreno i front for det store orkester – til et farvel til 2018 og en markering af det nye år med en skøn blanding af klassisk musik i den absolut mest charmerende ende.

Ved koncerten den 15. januar kl. 19:30 kan publikum opleve et fornøjeligt miks af klassikere lige fra Gershwins ”Porgy & Bess”, Bernsteins ”West Side Story”, Buena Vista Social Club og Strauss’ ”Flagermusen” til nytårs highlights fra det klassiske repertoire.

Copenhagen Phil er hele Sjællands symfoniorkester
Copenhagen Phil er hele Sjællands symfoniorkester

To særlige solister
Musikken får et ganske særligt følge af sopran Signe Asmussen, der med nysgerrighed og en glubende appetit på nye udfordringer har slået sit navn fast som én af Danmarks mest karismatiske sangerinder – en musikalsk kamæleon, der boltrer sig i de fleste genrer. Hun får selskab af Bobo Moreno, der med en imponerende evne til at begejstre publikum har sunget sig længere og længere ind i hjerterne hos musikelskere landet over.

”Phil-good”
Hele herligheden får ekstra kulør, når orkestret spiller medleyet ”Absolute Copenhagen Phil” med musikalske smagsprøver fra kommende koncerter – et medley, hvor musikerne selv har været i gang med saksen for at klippe noder fra hinanden og sætte dem sammen til et helt nyt potpourri. Og mon ikke også der bliver tid til overraskelser og musikalsk fis, når det klassiske orkester med Asmussen og Moreno i front fyrer hele det store musikalske festfyrværkeri af.

Det bliver ren ”Phil-good”.


FAKTA
Billetter koster 150 kr. for voksne, 100 kr. for pensionister & studerende samt 50 kr. for unge u. 18 år.

Billetter kan købes på Borup Bibliotek, Hovedbiblioteket i Køge og på telefon 5752 6736 / 5752 6698 / 2166 3703.

Du kan læse mere om Copenhagen Phil her

Du kan få en appetitvækker her



SENESTE NYT

DEBAT 21. APR 2026 KL. 19:09
Stem eller gå hjem
NYHEDER 27. JAN 2026 KL. 22:06
Barbieshop i Kulturhuset
NYHEDER 14. JAN 2026 KL. 18:37
Et kapitel er læst
DEBAT 7. JAN 2026 KL. 19:28
Er du en god forælder?
LIVSSTIL 3. JAN 2026 KL. 16:02
Landskabets omkreds
NYHEDER 26. NOV 2025 KL. 18:53
Jan Hilmar er død ...

Flere nyheder