NYHEDER 4. MAR 2023 KL. 11:57

Hverdagsnyt mener Nyrehug i byrådssalen

Af: Rolf Larsen

Byrådet i Køge Kommune har meget meget vanskeligt ved at finde midler til at færdiggøre Vestre Ringvejs forlængelse rundt om Borup. Til gengæld kan SF's Thomas Kielgast godt tale om at forvaltningen ikke skal slappe af, for står det til ham, skal der anlægges et svømmestadion på arealet hvor Køge Idrætspark er.
Og det meget snart.

Nyrehug i byrådssalen
Står det til SF


Det var en lunken omgang at være til kommunalbestyrelsesmøde den 28. februar i Køge Kommune. Det er nu egentlig heller ikke en kommunalbestyrelse, men et byråd.

Hverdagsnyt var der egentlig ikke for at dække de øvrige punkter, men var der udelukkende for at høre om punkt 38 ”Indbringelse af sag” som det abstrust blev omtalt i dagsordenen. Det handlede i virkeligheden om Corona Camping. Vi tager endnu en omgang om den senere.

Der hvor det for alvor gik galt var i skåltalerne op til at en enig kommunalbesty … arh, der var den igen … et enigt byråd, besluttede at sende punkt 28 ”Forslag til Lokalplan 1108 – Køge Idrætspark” i høring.
Der var næsten tårer i øjnene af glæde over at lokalplanen nu kan sendes i høring, da ordførerne for de forskellige partier tog ordet.

Turen kom også til Thomas Kielgast fra SF. Han havde forberedt et længere indlæg og før det egentlig nyrehug, kom denne passus om området hvor stadion, og de tre haller er:

- Det sidste nye skud er den mega-fantastiske cykelsti der er blevet lavet, og det er også nogle af vores fantastiske kolleger her i byrådet der har været med til, at man har turde lave det.

Jeg skal minde om, at Køge Kommune ikke har lagt en meter cykelsti i 4140, mens postnummeret har været en del af Køge Kommune, selvom der flere steder virkelig er behov. Til gengæld har skatteborgerne i Borup været med til at betale for en mega-fantastisk cykelsti ved Køge Idrætspark.
Det kan vi så i vores stille sind glæde os over.

Nyrehugget, og det der overgik alle andre ordførertalere, havde følgende ordlyd:
- Der mangler kun en eneste ting; Det er vandsporten. Jeg ved derude, at der også er plads til at bygge et svømmestadion. Det bliver det næste. Der er parkeringspladserne og der er infrastrukturen. Så det bliver det næste. Forvaltning lad vær’ at tro på at nu kan vi slappe af. Det næste der skal bygges derude, er et svømmestadion. Der er det hele. Vi skal bare i gang.

Kommunalbestyrelsen … undskyld, jeg skal forbedre mig … BYRÅDET, inklusiv Folkesocialisten Thomas Kielgast som er med i den inderste kerne af flertalsgruppen ved konstitueringen, kan på ingen måde - INGEN - finde ca. 50 millioner til at færdiggøre Vestre Ringvejs forlængelse rundt om Borup, men her står han og taler om at ”forvaltningen ikke skal slappe af”, men at han er villig til at finde millioner på at bygge et svømmestadion. Et svømmestadion der ligger mindre end en kilometer fra Køge Vandland i Ølby.

Når han siger svømmestadion er det formentlig et 50 meter bassin med 8 baner inklusiv tilskuerpladser. I 2009, altså før verden blev vanvittig og inflationen satte ind, kostede Bellahøj Svømmestadion de københavnske skatteborgere 230 millioner kr. og blev i øvrigt renovereret for yderligere 55 millioner kr. i 2021 efter at have været lukket i to år grundet skimmelsvamp. Mon ikke et svømmestadion kommer til at koste i omegnen af 300 millioner i nutidskroner. Derudover skal der findes kommunale midler til årligt at drive endnu et svømmestadion i kommunen.

Nu er det sagt. Man skal vel tro på hvad der siges i byrådssalen – hey, der var den. Jeg kan godt!

SF skal altså finde midler på det kommunale anlægsbudget for at etablere et svømmestadion i Køge. Et svømmestadion som borgerne i Borup også skal være med til. Alt imens de kan se på den korteste stump omfartsvej på 400 meter, når de kører i rundkørslen ved Møllevej/Vestre Ringvej, for at køre til svømning i det nye Svømmestadion ude i Køge.

Udbygningen af Køge Idrætspark blev i øvrigt enstemmigt sendt i høring, og det er svært at forestille sig nogen vil kunne finde så store indsigelser så det bliver standset. Det er fint der er stor opbakning til nye faciliteter i øst, men i vest har der ikke været lys på kunstbanen i et par af projektørerne i vintermørket.

En af de mindste foreninger i kommunen sendte et nødråb sidst i januar til Hverdagsnyt om manglende lys i masterne ved kunstgræsbanen i Borup. Det havde været mørkt i flere uger på det tidspunkt.

Hverdagsnyt ”tippede” Køge Kommune om det manglende lys den 31. januar. I skrivende stund den 4. marts er det endnu ikke udbedret. Jo, havde jeg også en samtale med Lene Møller Nielsen om.
Hun lovede at se på det ved lejlighed.

Skidt.
Om lidt bliver det alligevel for lyst til at fodboldspillerne behøver lys for at træne.

Så sparede kommunen også de penge.

Det kunne de passende lægge i bøssen til at spare op til et endnu et svømmestadion ude i Køge.

FAKTA
I kan se ordførertalerne ved punktet her.




SENESTE NYT

NYHEDER 11. APR 2024 KL. 19:31
Skovbo Kunst på tour
NYHEDER 7. APR 2024 KL. 21:23
Nyt skilt på Hovedgaden
NYHEDER 4. APR 2024 KL. 06:51
Der er noget om snakken
NYHEDER 25. MAR 2024 KL. 18:09
DF har valgt spidskandidat
NYHEDER 16. MAR 2024 KL. 08:35
Tilbud for gigtramte
NYHEDER 10. FEB 2024 KL. 11:54
Mere jazz i kulturhuset

Flere nyheder