NYHEDER 12. SEP 2023 KL. 07:24

Ejby Kom med på tidsrejse

Af: Rolf Larsen

Ejby Medborgerhus får søndag besøg af det charmerende polske musiker-ægtepar Estera og Dominik Kwiecien, som i en god times tid inviterer os på en tidsrejse i musikkens verden. De spiller musik fra Bach til Piazzolla og tango.

Kom med på tidsrejse
Estera Kwiecien på cello og Dominik Kwiecien på accordion og bandoneon.


Søndag den 17. september 2023 kl. 15 byder Kulturforeningen i Skovbo på en koncert med populær klassisk musik i Medborgerhuset, Gemsevej 19, Ejby.

Musikken strækker sig tidsmæssigt fra 1600-tallets barok via Mozart-tiden og det 19. århundredes romantik helt frem til de nutidige neoklassiske kompositioner. Værkerne er udvalgt til en afslappende pallette af vellyd. De spilles gennemgående, men ikke nødvendigvis, kronologisk i rækkefølge.

Kun få af værkerne er oprindeligt komponeret til denne særlige duo-besætning og giver koncerten sit helt eget særpræg og musikalske udfordringer.

De to dygtige musikere gennemfører udfordringerne med stor opfindsomhed, så vi genkender værkerne og oplever, at de to instrumenter smelter sammen til et hele.

Celloen har naturligt hovedrollen som solist i mange af de ældre klassiske værker, hvor Dominik på accordion fylder ud som bagvedliggende continuo mv.

Modsvarende har accordion og bandoneon hovedrollen i de moderne værker og ikke mindst i den fascinerende medrivende tango, fremført virtuost med Estera på cello som akkompagnement.

Estera Kwiecien har spillet cello, siden hun var 7 år. Estera er uddannet ved Musikkonservatoriet i Krakow, herefter ved Det Kongelige danske Musikkonservatorium i København og som cellosolist fra Syddansk Musikkonservatorium i 2018. Ud over talrige koncerter i Danmark har hun i sin karriere spillet koncerter rundt om i det øvrige Europa og i Canada.

Dominik Kwiecien begyndte sin rejse med musik i en alder af 6 år. Efter studier ved Musikkonservatoriet i Szczecin flyttede han til Danmark, hvor han fortsatte sine studier ved Det Kongelige danske Musikkonservatorium. Også han afsluttede sin solistuddannelse ved Syddansk Musikkonservatorium.

Dominik har efterfølgende vundet mange internationale priser både som solist og kammermusiker. Han er en af de få europæiske musikere, der til fulde spiller tango-instrumentet bandoneon.

Yderligere oplysninger på Kulturforeningen i Skovbos hjemmeside her.


FAKTA
Dato: Søndag den 17. september
Tid: Kl. 15.00
Sted: Ejby Medborgerhus
Pris: Billetter á 100 kr. kan købes i Borup Boghandel og ved indgangen. Mulighed for forfriskning i pausen.




SENESTE NYT

NYHEDER 30. AUG 2024 KL. 09:31
Kunstnerhuset i Borup
NYHEDER 25. AUG 2024 KL. 11:39
Det begyndte med Agger
NYHEDER 28. JUN 2024 KL. 08:02
Dommen falder i dag
NYHEDER 16. MAJ 2024 KL. 18:46
En ildsjæl i Sognehuset
LIVSSTIL 24. APR 2024 KL. 20:40
Tag med på lyttevandring
ERHVERV 22. APR 2024 KL. 23:13
Bedst på Instagram
NYHEDER 11. APR 2024 KL. 19:31
Skovbo Kunst på tour

Flere nyheder