NYHEDER 11. JAN 2023 KL. 20:48

Borup Klassisk og Beatles

Af: Hverdagsnyt.dk

Der er lagt op til en unik musikoplevelse når strygekvartetten fra Danmarks Underholdningsorkester kommer til Kulturhuset og spiller en perlerække af klassiske værker og nyere toner.

Klassisk og Beatles
Underholdningsorkestrets Strygekvartet består af Cecilie Emtoft 1.violin, Michala Mansa 2. violin, Mette Thykier bratsch og Helle Sørensen cello.


Musikken er let og kan nydes af enhver, uanset alder og forudsætninger. Gennem århundreder har strygekvartetter skabt glæde og fascination. Bedømt ud fra antallet af værker har de formentlig også været en god indtægtskilde.
Næsten alle komponister har skrevet til strygekvartetter. Nogle værker har også skabt musikhistorie.

Da Paul McCartney i 1966 skrev en strygekvartet til Beatles-albummet “Revolver” skabte det ikke blot omtale. Det tilførte en ny dimension til populærmusikken, og igangsatte en fornyet interesse for de oprindelige klassiske værker.

Interessen for strygekvartetter holder ved. Ved søndags-matineen i Borup Kulturhus gives der mulighed for under hyggelige former, at opleve en palette af kendte klassiske strygekvartetter og fortællinger om dem.

Underholdningsorkestrets Strygekvartet tager os med på en musikalsk tidsrejse. Vi bliver præsenteret for satser og uddrag fra værker gennem 400 år, herunder barok og wienerklassisk musik af Bach, Vivaldi og Mozart. Her fra går rejsen videre ind i romantikken med kammermusik af bl.a Brahms og frem til det tyvende århundredes mere rytmiske musik som f.eks. Piazolla med flere.

FAKTA
Dato: søndag den 12. februar 2023
Tid: start kl. 15.00
Sted: Borup Kulturhus
Pris: Billetter på billetto.dk (her)eller i Borup Boghandel (ved Kulturhuset) senest 7. februar 2023.
Entre i døren kr. 150. For medlemmer af Kulturforeningen kr. 100. Unge under 25 år er gratis.
Køber du billetter hos Billetto, bliver der pålagt et gebyr på kr. 15.

Kulturforeningen i Skovbo, KIS står som arrangør af koncerten som en eftermiddags-matiné med kaffe/te
og kage for hele familien. I baren kan købes øl, vand og vin.

Som kulisse for musikken har Skovbo Kunstforening en udstilling i salen med malerier af kunstneren William Skotte Olsen. Udstillingen har åbent fra kl. 13.

Koncerten er støttet af Køge Kommunes Kulturpulje.
Danmarks Underholdningsorkester er aktør i udviklingsprojektet “Kulturens Rige”, hvor Køge Kommune deltager.



SENESTE NYT

NYHEDER 11. APR 2024 KL. 19:31
Skovbo Kunst på tour
NYHEDER 7. APR 2024 KL. 21:23
Nyt skilt på Hovedgaden
NYHEDER 4. APR 2024 KL. 06:51
Der er noget om snakken
NYHEDER 25. MAR 2024 KL. 18:09
DF har valgt spidskandidat
NYHEDER 16. MAR 2024 KL. 08:35
Tilbud for gigtramte
NYHEDER 10. FEB 2024 KL. 11:54
Mere jazz i kulturhuset

Flere nyheder